Robotterne flytter ind

Robotterne har gjort deres indtog i vores hjem og på vores arbejdspladser, hvor de overtager flere og flere opgaver. De er avancerede, men alligevel ikke helt ufarlige, og det stiller nogle nye krav til sikkerheden.

Vi kender alle sammen robotstøvsugeren, der fjerner nullermændene i hjørnerne, og robotplæneklipperen, der slår græsset, mens vi er på arbejde. Robotterne er nemlig blevet en del af vores husholdning derhjemme, og det er en tendens, som vi vil se endnu mere til i den nære fremtid, vurderer Søren Peter Johansen, som er faglig leder for Robot Technology på Teknologisk Institut (DTI). 

Også på vores arbejdspladser møder vi robotterne, og her kommer de store robotter tæt på. De såkaldte Cobots er nemlig blevet hverdag for mange i industrien.

Med muligheden for at menneske og robot kan arbejde side om side, behøver man ikke længere at automatisere 100 procent af produktionen. Man kan nemlig lade cobots gøre det trivielle og mere nedslidende arbejde, så mennesker kan tage sig af de mere komplekse og avancerede opgaver. Det forklarer Søren P. Johansen.

Samarbejdet mellem menneske og robot er dog ikke helt uden risici. Hvis vi skal arbejde tæt sammen med robotter, betyder det, at sikkerheden er ekstra vigtig. Standarder er en afgørende spiller i forhold til de samarbejdende robotter på vores arbejdspladser, men spiller også en vigtig rolle, når det kommer til robotterne i vores hjem. Standarderne stiller nemlig krav til sikkerhed og ydeevne, så vi kan være sikre på, at de virker efter hensigten, og fx ikke ødelægger noget i vores hjem.

Vil du vide mere robotter og sikkerhed? Læs hele artiklen på Jyllands-posten.dk