Vil du være på forkant med kunstig intelligens?

Foto: Kristian Granquist

Du kan være med til at sætte fremtidens markedskrav ved at deltage i det danske udvalg, der er med til at udarbejde internationale standarder for kunstig intelligens.

Standarder udvikles gennem faglige standardiseringsudvalg (S-udvalg). Når du deltager i et udvalg inden for din virksomheds branche, giver det dig og din virksomhed tidlig indsigt i de standarder, der påvirker kravene til jeres produkter, produktion og processer. Samtidig får du mulighed for at præge standarderne i en retning, der er fordelagtig for netop din virksomhed.

Standardisering foregår på fire niveauer: dansk, nordisk, europæisk og internationalt. Det europæiske og det internationale arbejde er dominerende. Hvert land har en standardiseringsorganisation, som administrerer nationale udvalg, der byder ind til det nordiske, europæiske og internationale arbejde. I Danmark er det Dansk Standard.

Som medlem af et udvalg under Dansk Standard kan du deltage i møder i de europæiske og internationale standardiseringsorganisationer, som Dansk Standard er medlem af.

Alle danske virksomheder kan deltage

Udvalget for kunstig intelligens arbejder med standardisering af de fundamentale standarder inden for kunstig intelligens. Der arbejdes med referencearkitektur, definitioner, vokabularer og usercases. Men også de dataetiske aspekter tillægges stor bevågenhed, og der er nedsat en studiegruppe, som skal udarbejde en rapport om bl.a. dataetik.

For at få dansk indflydelse på de internationale standarder er det vigtigt, at danske virksomheder sidder med ved bordet. Det giver bl.a. virksomhederne mulighed for at sætte deres præg på de kommende krav samt at være på forkant med ændringer inden for deres brancheområde.

Er du interesseret i at høre mere om udvalget for kunstig intelligens, og hvordan deltagelse i udvalget kan gavne din virksomhed, er du velkommen til at kontakte vores konsulent, Kim Skov Hilding på mail: ksk@ds.dk, tlf.: 39966217.