Hvad får du ud af at deltage i udviklingen af standarder?

Foto: Nik Macmillan, Unsplash

I udvalget for kunstig intelligens vil du få udvidet dit faglige netværk, samarbejde, udveksle viden med andre eksperter inden for dit fagområde og ikke mindst få indflydelse på de standarder, der påvirker dit produkt og din branche.

Jeg er med i udvalget, fordi…

Vi har spurgt nogle af medlemmerne, hvorfor de er med i udvalget for kunstig intelligens:

Grit Munk, chefkonsulent, IDA
- AI bliver en af de vigtigste forandringsårsager i de kommende år. Som ingeniørforening er det vigtigt, at vi har opdateret viden på området og har indflydelse på, hvordan AI skal påvirke Danmark i fremtiden.

Mads Hjorth, chefkonsulent, Digitaliseringsstyrelsen
- Maskinlæring er begyndt at finde udbredelse i offentlig IT. Her skal det bruges ansvarligt, sikkert og effektivt. Vi har brug for nye styringsmodeller i den forbindelse. ISO har tidligere inden for andre standarder leveret modeller, som vi har haft stor glæde af. Jeg er derfor med i udvalgsarbejdet for at være med til alt sikre, at styringsmodellerne for kunstig intelligens også passer ind i en dansk forvaltningstradition

Thomas Hildebrandt, professor, Datalogisk Institut, Københavns Universitet
- Standarder er et vigtigt redskab til at få en fælles forståelse af teknologier på tværs af faggrupper og landegrænser, hvilket er en nødvendighed for, at teknologier som kunstig intelligens kan blive anvendt etisk og effektivt. Vi vil gerne have indflydelse på den fælles forståelse og bl.a. være med til at sikre, at kunstig intelligens anvendes etisk og effektivt.

Sune Holm, lektor, Københavns Universitet
- Jeg er medlem af udvalget, fordi jeg vil gerne bidrage til balancerede etiske standarder for kunstig intelligens.

Anette Høyrup, seniorjurist, Forbrugerrådet Tænk
- Det er vigtigt, at forbrugernes ret til privatliv og it-sikkerhed udgør en central del af standardiseringsarbejdet indenfor kunstig intelligens. Derfor er vi med for at sikre forbrugerhensynet i de kommende standarder for kunstig intelligens.

Torsten Møller Madsen, konsulent inden for IT-sikkerhed og -etik, inteko.dk på vegne af Forbrugerrådet Tænk
- Jeg er medlem af udvalget for at udforske aktuelle standardiseringsprocesser og for at bringe viden om disse og om AI tilbage til Forbrugerrådet Tænk. Vores prioritet er dataetik.