Hvordan vil kunstig intelligens forandre vores fremtid?

Foto: Samuel Zeller, Unsplash

Optimering af busruter, forudsigelig vedligeholdelse af maskiner og automatiske forslag på Google, som genereres på baggrund af vores færdsel på nettet – vi bruger allerede kunstig intelligens mange steder uden at tænke over det.

Vi er kommet langt i udviklingen af kunstig intelligens - når vi vel at mærke taler om den form for kunstig intelligens, der kan hjælpe os med at løse komplicerede problemer, som normalt løses af mennesker. Men vi har knapt skrabet hjørnet, hvis vi betragter kunstig intelligens som noget, der kan opføre sig som et menneske og tænke som os - hvis det nogensinde kan lade sig gøre.

Meget af det, som du bliver præsenteret for på din smartphone har kunstig intelligens kørende i baggrunden. Og det vil vi få meget mere af.

Anders Kofod-Petersen, vicedirektør ved Alexandra Instituttet og professor

-Vi er kommet rigtigt langt med kunstig intelligens i forhold til at løse afgrænsede problemer. Hvis vi fx tager vedligeholdelse af maskiner, kunne man tidligere enten kun skifte delene med et fast interval eller i panik, når de allerede var gået i stykker. Nu kan du med prediktiv vedligeholdelse, der benytter data og analyse, forudsige præcist, hvornår en given del skal udskiftes. Dermed kan du udskifte den, lige inden den går i stykker – hverken for tidligt eller for sent, siger Anders Kofod-Petersen, vicedirektør ved Alexandra Instituttet og professor samt formand for udvalget for kunstig intelligens under Dansk Standard.

Foto: Anders Kofod-Petersen, vicedirektør ved Alexandra Instituttet og professor

Ifølge Anders Kofod-Petersen skal kunstig intelligens ses som en kasse med værktøj, der kan hjælpe os med næsten alle slags problemer, det er blot et spørgsmål om ressourcer. Set fra et metodeperspektiv er sådan noget som prediktiv vedligeholdelse løst. Det betyder dog ikke, at alle vedligeholdelsesproblemer er løst, men vi kender værktøjet.

Mere kunstig intelligens i fremtiden, uden vi lægger mærke til det

Med kunstig intelligens som værktøj vil vores liv blive nemmere. Det er det allerede i dag. Tag bare din smartphone som eksempel. Her bliver du hver dag præsenteret for kunstig intelligens. Du bruger fx Google Maps, måler din kondition sammen med smarturet eller køber et par sko over nettet og bliver efterfølgende præsenteret for andre ting, som du muligvis har behov for.

- Som Mark Weiser sagde: ”De vigtigste teknologier glider i baggrunden og bliver usynlige”. Det er det samme med kunstig intelligens. Meget af det, som du bliver præsenteret for på din smartphone har kunstig intelligens kørende i baggrunden. Og det vil vi få meget mere af, siger Anders Kofod-Petersen.

Foto: Luca Bravo, Unsplash

Potentialet for kunstig intelligens er meget større, end vi lige nu kan forestille os, mener Anders Kofod-Petersen. Verden vil ikke lige pludselig blive revolutioneret pga. kunstig intelligens, men vi har kun akkurat set konturerne af, hvad kunstig intelligens kan være med til at løse af udfordringer og problemer.

- Der er en tommelfingerregel om, at vi mennesker kan overskue syv plus/minus to ting. Hvis der er flere end det, har vi et problem, og så vil der være rum for at bruge kunstig intelligens. Tag fx jura, som altid er baseret på noget, der er gået forud, dvs. jura er altid bagudskuende. Her vil kunstig intelligens kunne overskue langt flere end de plus/minus syv ting. Den vil kunne analysere et væld af data, hændelser og nye kontekster og langt hurtigere kunne afsige en dom eller fastsætte en regulering, forklarer Anders Kofod-Petersen.

Kunstig intelligens bliver specielt interessant inden for medicin, fordi det vil betyde, at du kan have et system, der har adgang til alle patienter, som behandles eller har været i behandling for den samme sygdom.

Anders Kofod-Petersen, vicedirektør ved Alexandra Instituttet og professor

Kunstig intelligens kan redde menneskeliv

Et område, hvor man så småt er ved at arbejde med kunstig intelligens, er inden for medicin. Her vil man fx gerne undgå hofteoperationer på de patienter, som det ikke giver værdi for. Med kunstig intelligens og data om samtlige hofteoperationer vil man fremover kunne analysere, hvilke patienter operationen vil skabe værdi for og dermed begrænse operationerne til kun disse patienter.

- Kunstig intelligens bliver specielt interessant inden for medicin, fordi det vil betyde, at du kan have et system, der har adgang til alle patienter, som behandles eller har været i behandling for den samme sygdom. Med de data vil kunstig intelligens langt hurtigere end lægen kunne overskue og afsige, den behandling, som er bedst for dig som patient med din alder, dit helbred, dine symptomer osv., forklarer Anders Kofod-Petersen.

Foto: Fancycrave, Unsplash

Som værktøj kan kunstig intelligens bl.a. også bruges til, at vi som kunder fremover får en mere effektiv og smart betjening i diverse kundeservices.

- I de fleste kundeservices ringer folk stort set om de samme problemer. Tag fx en teleoperatør. De ved nærmest alt om deres kunder, og om kundernes produkter virker. Hvis man indsamlede alle de data, som virksomheden i forvejen har, og dem, som folk ringer om, ville man kunne automatisere kundeservicen og lade kunstig intelligens hjælpe kunderne. Hvis fiberkablet i et særligt område går ned, ville man også med kunstig intelligens og automatisering kunne sende en sms med det samme om, at det er nede. Hvis man oven i købet kombinerede det med prædiktiv vedligeholdelse, så kunne teleoperatøren regne ud, hvornår kablet går ned, og enten løse det på forhånd eller varsle om reparationen på forhånd, slutter Anders Kofod-Petersen.

Standarder er vigtige for udviklingen af kunstig intelligens
For at kunne samarbejde om udviklingen af kunstig intelligens, er man nødt til at kunne tale samme sprog på tværs af organisationer og landegrænser. Derfor er standarder for kunstig intelligens vigtige. Standarderne er bl.a. med til at definere terminologi, så man er enige om begrebers betydning, og hvad de indebærer. Dermed kan man arbejde i fælles retning og undgå misforståelser og unøjagtigheder, som kan skade udviklingen.

For indkøbere af et system med kunstig intelligens gør standarder det også nemmere. Standarder er ud over terminologi også en slags samling af best practise og sætter niveauet for en vis kvalitet. Hvis man som indkøber af kunstig intelligens skal specificere krav og ønsker helt fra bunden, kan det hurtigt blive uoverskueligt og kompliceret. Her kan standarder fortælle både kunde og leverandør af kunstig intelligens om kvalitet og minimumskrav. Parterne bliver dermed fri for at skulle diskutere systemet ned til mindste detalje, og de mindsker risikoen for at misforstå hinanden, når de har en standard at henvise til, og som skal overholdes.

Vil du have indflydelse på standarder for kunstig intelligens?
Udviklingen af standarder for kunstig intelligens er lige begyndt, og standarden for terminologi bliver den første.

Er du interesseret i at få mere at vide om udviklingen af standarder for kunstig intelligens, eller ønsker du at få indflydelse på de kommende internationale standarder? Så er du velkommen til at kontakte Kim Skov Hilding, konsulent i Dansk Standard, ksk@ds.dk, tlf.: 39966217.

Du kan også læse mere om udvalget for kunstig intelligens, som er med til at udvikle de internationale standarder.