Fremtidens plastik skal være bæredygtigt

Plastik er en del af vores hverdag og vores fremtid. Men vores håndtering af materialet emmer af fortid - og både forbrugere og industrien efterspørger nye og mere bæredygtige løsninger. Cirkulær omstilling og standarder på området kan være svaret – det viser en ny undersøgelse.

Plastik har enormt mange anvendelsesmuligheder og er en stor del af vores alles hverdag. Og det har det faktisk været lige siden plastens store gennembrud i dansk industri i 50’erne og 60’erne. Men desværre har håndteringen af plast ikke fulgt med udviklingen. I dag har vi mere end nogensinde før fokus på produktion, håndtering og genanvendelse af plast, så materialet på sigt kan indgå i den cirkulære økonomi. Og i den forbindelse er der brug for standarder.

Cirkulær økonomi baner vejen for genbrug

Cirkulær økonomi er karakteriseret ved at materialer indgår i et cirkulært system, hvor det bliver genanvendt og får nyt liv som nye produkter. Plastik er meget svært nedbrydeligt og forbliver i naturen i mange tusind år. Med tiden bliver det nedbrudt som mikroplast, som vi bl.a. finder i havet. Cirkulær økonomi kan sikre, at plastik i fremtiden ikke ender i naturen.

- Ved at gentænke plastindustrien og indføre cirkulær økonomi gennem genanvendelse vil det betyde, at al plastik kan indgå i et kredsløb, hvor vi udnytter dets levetid længst muligt, siger Maibritt Agger, som er afdelingschef i Dansk Standard, hvor der netop nu arbejdes på at udvikle standarder for cirkulær økonomi og plast.

Plastindustrien er klar til forandring

Cirkulær økonomi stiller en række krav til industrien. Fx vil producenter være nødt til indtænke produkters levetid og genanvendelighed. Men plastindustrien er klar til overgangen, og higer efter standarder for cirkulær økonomi, som kan sætte rammen for en mere bæredygtig fremtid.

Vi ser allerede, hvordan mange hverdagsprodukter er overgået til at være produceret af genbrugsplast. Et tilbagevendende emne, som udfordrer mulighederne for genanvendelse, er dog sporbarhed, kvalitet, dokumentation og forsyningssikkerhed hvad angår disse genbrugsmaterialer.

- Standarder kan forsyne plastindustrien med testmetoder, som kan gøre dem i stand til at dokumentere genbrugsplasts cirkularitet samt kvalitet, siger Maibritt Agger.

Netop standarder er efterspurgt af plastindustrien. En undersøgelse udarbejdet af COWI for Erhvervsstyrelsen viser bl.a., at plastindustrien mangler definitioner af single-use og multi-use produkter. Der hersker nemlig stor tvivl i plastindustrien, bl.a. fordi Europa-Kommissionens nye krav om afskaffelsen af engangsplast inden 2021 ikke definerer multi- og single-use plastik.

- Standarder vil kunne strømline krav og best practice, så der ikke længere hersker tvivl om, hvordan plastik skal produceres og håndteres, siger Maibritt Agger.

FN’s verdensmål og cirkulær økonomi

FN’s verdensmål er alle vegne i øjeblikket og mange virksomheder bruger dem allerede aktivt i deres arbejde med at blive mere bæredygtige. Et af målene, som kan indtænkes i plastindustriens bæredygtighedsarbejde, er målet om ansvarligt forbrug og produktion. Og arbejdet med at udvikle standarder, der kan bidrage til FN’s verdensmål og en mere bæredygtig plastindustri, er allerede i fuld gang. De kommende standarder for cirkulær økonomi forventes at have stor indflydelse på fremtidens regler og metoder inden for plastindustrien og dermed også fremtidens forbrugs- og produktionsformer.

En ting er sikkert: vi skal blive meget bedre til at sortere plastik, så det kan genanvendes og bruges i nye materialer. Og standarder er med til at sætte dagsordenen for, hvordan vi håndterer plastik og det kredsløb, det indgår i.