Cirkulær økonomi skaber nye muligheder for vækst

Foto: Re-Match

Bortskaffelse af udtjente kunstgræsbaner udgør både i Danmark og på verdensplan en stor miljøbelastning.

Det har danske Re-Match sat sig for at gøre noget ved og har udviklet en miljøteknologi, der kan adskille de nedslidte kunstgræsbaner til selvstændige, rene materialer, som kan genanvendes.

En kunstgræsbane består af et underlag og plastikfibre. For at holde banen nede og gøre den støddæmpende tilføjer man omkring 100 tons gummi og 120 tons sand til en enkelt 11-mandsbane. Det bliver både i Danmark og på verdensplan til en betydelig mængde plastik, gummi og sand, som skal bortskaffes, når banen er nedslidt og skal udskiftes.

Der er stor fokus på, hvordan gamle baner bliver bortskaffet. Kommuner, sportsforeninger og det internationale fodboldforbund, FIFA, har opmærksomheden rettet mod miljørigtige løsninger. Ofte bliver opgaven sat i udbud, og de leverandører, som byder ind på opgaven, skal i deres tilbud redegøre for, hvordan de bortskaffer den gamle kunstgræsbane.



Materialerne får nyt liv

Flere virksomheder markedsfører sig med miljøansvarlig bortskaffelse af nedslidte kunstgræsbaner. Men der er stor forskel på, hvad miljøansvarlig bortskaffelse er. Eller rettere sagt, der er forskel på miljøansvarlig bortskaffelse og miljøansvarlig genanvendelse af de mange tons plastik, gummi og sand.

Re-Match ønskede netop at være bæredygtige og arbejde bevidst med genanvendelse af materialerne og dermed minimere klimabelastningen fremfor blot at forbrænde materialerne. Derfor udviklede de deres egen teknologi, der kan adskille komponenterne til nye råvarer, som kan genanvendes i andre produkter til gavn for markedet og miljøet.

Re-Match’ miljøteknologi

Miljøteknologien er i princippet en mekanisk separationsproces med mange trin. Re-Match’ anlæg i Herning er 2000 m2 med op til tre etager på en del af anlægget. Grunden til at man har bygget så meget i højden er for at udnytte luft og tyngdekraft i en del af adskillelsesprocessen.

Anlægget kan behandle 6 tons/timen og kører døgnet rundt, seks dage om ugen. Re-Match har kun en bemanding på tre mand pr. skiftehold, da processen næsten kører af sig selv. Når medarbejderne har fodret anlægget med en kunstgræsbane, ser de faktisk ikke mere til produktet, før det til sidst i processen kommer ud som adskilte materialer.

Først bliver kunstgræsbanen skåret i mindre dele, herefter begynder en længere proces med sigter, som først er små og derefter bliver større og større, til materialerne til sidst er fuldstændigt adskilt og rengjorte.

Selve græsfibrene, som er i polyethen, bliver separeret fra tæppet eller dugen og kan genbruges ved fx at smelte det om til genbrug til nye plastemner. Re-Match arbejder dog på at blive i stand til at lave nye græsfibre af det genbrugte polyethen.

Foto: Re-Match

Materialer genbruges på samme bane

Processen med at adskille og rengøre materialerne fra den nedslidte kunstgræsbane tager ikke ret lang tid. Det tager en dag at rulle banen op, hvorefter den kan køres til Re-Match. Herefter tager det mellem 30 og 40 timer at føre en hel 11-mands kunstgræsbane med de løse materialer igennem anlægget.

Til sidst kan sand og gummigranulat køres retur og blive genbrugt på den samme lokalitet, som det kom fra. Det vil sige, at man ruller et nyt græstæppe på, og fordeler det rengjorte gummigranulat og sand på den nye bane.

Dokumentation skaber tryghed

Re-Match’ miljøteknologi er en helt nyudviklet, innovativ teknologi, som der derfor ikke findes nogen eksisterende standarder for, og som kan hjælpe Re-Match med at dokumentere miljøteknologiens effektivitet. Imidlertid er dokumentation vigtigt for Re-Match i deres internationale markedsføring og som garanti overfor kunder og interessenter. Re-Match fandt derfor frem til ETA-Danmark, Dansk Standards datterselskab, som bl.a. udsteder EU-ETV-verifikationer, en europæisk miljøteknologisk verifikation. En EU-ETV-verifikation er en akkrediteret proces, som er internationalt anerkendt, og som bl.a. kan være et godt værktøj til at få adgang til internationale markeder og som dokumentation for en miljøteknologis effektivitet, når der ikke findes standarder for området.

Fakta:

Med Re-Match’ løsning bliver det gamle kunstgræs og tilbehør rullet sammen og kørt til anlægget.
I anlægget bliver kunstgræsbanen skåret op i felter, som bliver skyllet og siden adskilt i nye råmaterialer.
Den typiske kapacitet af anlægget er 3-6 tons kunstgræs pr. time afhængigt af sammensætningen af ​​kunstgræs.
De fire hovedprodukter, der indsamles til genbrug fra anlægget, er sand, gummigranulat, underlagsmateriale og græsfibre.
FIFA anbefaler Re-Match som en bæredygtig løsning til genbrug af kunstgræs i sin rapport Environmental Impact Study on Artificial Football Turf.