Standarder understøtter grøn udvikling i Danmark

Foto: Benjamin Blättler, Unsplash

Klodens ressourcer er under pres, og Danmark er velrepræsenteret i overforbruget af råmaterialer og spild. Levede alle i verden som i Danmark, ville det kræve tre jordkloder. 

Heldigvis er der godt gang i de grønne tanker i dansk erhvervsliv. Det gælder også i standardiseringsverdenen, der ved at udvikle fælles metoder og krav understøtter grøn vækst i Danmark.

Siden den industrielle revolution har vi udviklet en ”brug og smid væk”-kultur ud fra en antagelse om, at klodens ressourcer er talrige og konstante. Men mens efterspørgslen på værdifulde ressourcer er stigende, bliver klodens ressourcer til stadighed presset.

Langt de fleste danske virksomheder har da også allerede iværksat initiativer inden for CSR, verdensmål, cirkulær økonomi og bæredygtighed for at skabe mere holdbare løsninger inden for fx produktion, forbrug og genanvendelse.

Øget fokus på cirkulær økonomi

Hos Dansk Standard arbejder man aktivt på at understøtte dansk erhvervslivs transformation til en mere bæredygtig og cirkulær tilgang til fx produktion og forbrug. Gennem et internationalt netværk af eksperter bliver der udviklet standarder med fælles konsensus om best practice.

Foto: Ethan Bodnar, Unsplash

Et af de områder, hvor der er standarder på vej, er cirkulær økonomi.

- Der er med mandat fra EU-kommissionen nedsat en europæisk komité med seks arbejdsgrupper, der skal sætte rammerne for standarder for cirkulær økonomi under Ecodesign-direktivet. Dansk Standard har ansvaret for det ene af de seks sekretariater. Initiativet giver mulighed for at lave en koordineret dansk indsats, som sikrer, at Danmark er godt forberedt på de fremtidige standarder for cirkulær økonomi og selv har haft mulighed for at påvirke dem, fortæller Charlotte Vincentz Fischer, seniorkonsulent i Dansk Standard.

Det er en stor fordel at have et fælles sprog og ensartede metoder

Karen Andreassen, Standards & Product Regulation VELUX Gruppen

Med i arbejdet sidder en række danske interessenter. Bl.a. deltager Aalborg Universitet, Danfoss, Velux og Grundfos aktivt i arbejdsgrupperne, som følges af det eksisterende udvalg for cirkulær økonomi i Dansk Standard, S-611, og finansieres af Erhvervsstyrelsen.

- Det er en stor fordel at have et fælles sprog og ensartede metoder. Det er med til at fjerne barrierer for at gøre produkter og forbrug mere cirkulært, indleder Karen Andreassen fra Standards & Product Regulation VELUX Gruppen, der allerede har gennemført et første eksperiment på det hollandske marked, hvor der er anvendt indsamlet bygningstømmer til at lave ovenlysvinduer af.

Dansk indflydelse på kommende markedskrav

Sekretariatet er en del af de europæiske standardiseringsorganisationers udvikling af nye standarder inden for cirkulær økonomi. Standarderne kan få indflydelse på konkret lovgivning fra EU-Kommissionen. Det er derfor vigtigt, at Danmark sidder med om bordet og får indflydelse på standardernes udformning.

Foto: Raoul Croes, Unsplash

Standarderne for cirkulær økonomi udspringer af Ecodesign-direktivet og forventes at blive rammen for kommende indsatser for de mere produktspecifikke retningslinjer for cirkulær økonomi. Der er derfor netop nu rig mulighed for at være med til at bygge det fundament, der får indflydelse på EU’s lovgivning på området.

- Ved at sidde med i udvalget holder vi os opdaterede på, hvad der sker på området og på hvordan andre danske virksomheder håndterer lovkrav og tolker standarderne. Kommissionens medarbejdere sidder med i møderne og det giver en unik mulighed for at diskutere fordele og ulemper ved lovkrav og målemetoder med dem, der rent faktisk er ansvarlige for at udarbejde lovgivningen, fortæller Karen Andreassen.

Der er således rig mulighed for at være med til at bygge fundamentet for de kommende standarder netop nu.

Charlotte Vincentz Fischer, Seniorkonsulent i Dansk Standard

Standarderne forventes færdige i 2019/2020 og vil udmønte sig i horisontale standarder, som skal være med til at danne ramme for, hvordan lovgivningen på området skal skrives, hvilke krav virksomhederne skal leve op til og hvilken metodisk tilgang hele Europa skal have, når der arbejdes inden for rammerne af den cirkulære økonomi.

- Der er således rig mulighed for at være med til at bygge fundamentet for de kommende standarder netop nu og derved få indflydelse på fremtidig lovgivning og fremtidens markedskrav, netop fordi det hele lige nu er meget nyt, siger Charlotte Vincentz Fischer.

Det er ligeledes muligt at deltage som lyttende medlem og derved få information om standardiseringstiltag og tidlig indsigt i, hvor markedet er på vej hen.